Har du mon et nytårsritual, du er glad for, og som giver dyb mening for dig? Jeg snakker ikke om at hoppe ned fra stolen, kysse de andre, drikke champagne og synge med på alle de dejlige sange og salmer, selvom jeg også elsker det.
Det, jeg mener, er, om du har et ritual, der giver mening for viskvinden/manden og heksen i dig? Jeg taler om et ritual til din sjæl, som giver dig mulighed for at slippe det gamle år, høste læringen fra det og få kontakt til, hvad du dybest set længes efter og har lyst til i det nye?
Hvad kunne hjælpe dig til at være klar til, bevidst og skabende at gå ind i det nye årti?
Det er som om, vores kultur har glemt at vi mennesker har brug for mange smukke, stærke og gentagne ritualer, for at kunne markere overgange og hjælpe os på vej.
Hvert år til vintersolhverv eller nytår laver jeg et rigtig dejligt ritual, jeg vil dele med dig lige her og nu. Det er lige dele kunstterapi, shamanisme, danseterapi og moderne, neuroaffektiv funderet psykoterapi – mest af alt bruger jeg ritualerne fra mit kursus: Kunsten at hele dig selv.
Det er noget, jeg glæder mig til hvert år og i år vil jeg gerne lave det sammen med dig.
Ritualet har fire trin. Det er meget enkelt og tager under en time hele vejen igennem.
Du får brug for:
Dagbog/blok, papir, pen, farver og måske noget stof eller sten (det kommer vi til).
Du starter med at skrive og tegne!
Første trin: Tag alt det gode med dig:
Først skriver du alt det ned, du er rigtig glad for at have skabt i det sidste årti. Småt og stort. Få det hele med! Lav lidt tegninger og krusseduller over det, du har lyst til at dyrke lidt mere. Mærk din taknemmelighed og måske stolthed!
Andet trin: Giv slip på, og lær af, det, der var svært:
Så skriver du ned, hvad der har været hårdt, forfærdeligt, udfordrende osv. Skriv dernæst ned, hvad du har lært af det (eller er ved at lære). Giv plads til alle følelser her og skriv ikke for pænt. Giv den gas og glem grammatik og æstetik. Tegn det, der har mest energi….Skriv nu det vigtigste ned, du tager med dig som god læring og støtte og gem det i din dagbog eller et andet godt sted. Giv slip på alt det andet, som du gerne vil slippe: Riv papiret i stykker, brænd det sikkert eller læg det til papirgenbrug. Mærk, hvad det gør i din krop og se for dig, at det letter og forsvinder fra dig.
Tredie trin: Skab det nye:
- Endelig skriver du det ned, du længes efter, dybest ønsker dig at skabe i det næste årti. Skriv gerne mange ting. Du kan nå meget på ti år!
- Vær specifik og lad dit ubevidste lege med: Lyt til og MÆRK kroppen, de indre billeder, dine spontane impulser, dine drømme.
- Det kan være et bedre helbred, et smukt og helende parforhold, et arbejde, der understøtter dig og dit liv, et tydeligere kald, det at udfolde/udstille din kunst. Vær ærlig og lad dig selv vide, hvad du allerhelst vil og har lyst til
- Skriv eller lav et billede, en collage eller skulptur om alt det, du gerne vil skabe. Mens du laver det, forestil dig at du ER i det allerede nu, at det allerede er sket og nyd det med alle sanser. Gå på opdagelse i det.
Fjerde trin: Plant det nye i tid og rum:
- Forestil dig dit liv på en fysisk tidslinie eller tidsbue her i det rum, hvor du er.
- Tag det, du har skrevet ned eller tegnet eller formet om, hvad du har lyst til at skabe og længes efter og “læg” det i fremtiden, altså fysisk, på gulvet, der hvor du har din fremtid på selve tidslinien. Du kan bruge dine ord, tegninger, smukke sten, stof, symboler eller hvad du vil for at gøre det konkret og tydeligt.
- Stil dig i fremtiden og oplev hver af de nye mål, intentioner og oplevelser, som om de allerede er sket. Få alle sanserne med, så du kan høre og smage, hvordan det er at LEVE der.
God fornøjelse og tak for, at du ville være med. Jeg håber meget, at ritualet her vil give dig en masse godt.
Glædelig jul og mange kærlige og kreative hilsner,
Karin