Heling er at elske den værste version af dig selv

Heling er at elske den værste version af dig selv

Heling er at elske den værste version af dig selv 1810 2560 Karin von Daler Healing Arts

Heling er ikke at blive den bedste version af dig selv, heling er at lade den værste version af dig være elsket.

Noget af det værste jeg ved er, når jeg har været i krise og nogen har forsøgt at coache mig ud af det ved at få mig til at være stærk, tage mig sammen eller se det positive. Ikke at det ikke altsammen er nødvendigt for at ændre svære mønstre og tider. Jeg har bare altid mærket en dybere længsel for, først at føle mig mødt og elsket lige der, hvor jeg er. Det gætter jeg på, du også har. 

Det er som om, vi først kan føle os hele, når den absolut mest uelskelige side af os får lov til at kigge lidt frem og bliver rummet og mødt af os selv eller andre. 

Det er svært at elske de sider af os, der er mest sårede og smertelige. Det er fordi psyken fra vores tidligste år, beskytter os mod at anerkende og være med de sider. Det, at blive afvist der, er simpelthen for smerteligt og risikabelt. Derfor beskytter vi mod den ved at blive meget selvkritiske overfor de træk, der hører til den eller ved at lægge dens kvaliteter over på andre. 

Nej, jeg er ikke doven/svag/aggressiv/grådig/manipulerende/uærlig osv, og det er du heller ikke, vel? Det koster en masse energi at holde den side af os nede ved  at dømme os selv eller ved at gå i konflkt med andre. 

Min erfaring er, at kreativitet har noget særligt at byde på, når det kommer til at lære de mest uelskelige sider af os selv at kende og langsomt lære at turde at holde af dem og vise dem til andre, så vi kan få oplevelsen af at blive mødt og endda elsket lige der. 

Der er uendelige muligheder for at arbejde med det, vi kalder skyggen, den version af os selv, vi for alt i verden ikke vil være. Du kan f.eks:

Danse/bevæge dig som den og dermed undersøge den og slippe noget af dens energi løs

Skrive en historie om hvordan, denne uelskelige side af dig ville opføre sig, hvis du lod den

Synge som den ville synge, eller synge til den

Lave et rollespil, hvor du spiller den side af dig.

Pas altid på at have god jordforbindelse før du går i gang og vid, at der kan komme følelser op, som du får brug for hjælp med. Det er også vigtigt, at du planlægger, hvordan du vil være der for dig selv, når du er færdig med sådan en øvelse. Og at du har medfølelse med dig selv og ved, at det tager tid at integrere sådan en uelsket side.

I HEL-kortene og The Art of Self-Healing kortene er der en masse gode øvelser, du kan lave, som hjælper dig med at arbejde sikkert og effektivt med at blive mere hel. 

Jeg kommer også snart med et kursus, der støtter læringen i kortene – jeg er blevet forsinket af lidt helbredsproblemer,  som jeg får god hjælp med. Og så kan jeg jo passende tage min egen medicin og kærligt arbejde med at elske den side af mig, som bliver forsinket, syg eller ikke helt præsterer det, jeg synes jeg skulle. Det ved jeg altid giver fornyet styrke og heling, selv når det føles svært og kaotisk.

Kunst og ord af Karin von Daler ©